Forfatteren Dan Brown fortæller i romanen ”Morderisk Bedrag” om en meteorit

der befinder sig 70 meter under overfladen på en gletsjer i det arktiske nord Canada.

En scanning fra satelit har vist den som en lille kugle på omkring 3 meter i diameter med en markant større massefylde end nogen anden type sten der er fundet indenfor en radius på 600 km.

Den vejer mere end 8 tons. (side 76).

Der er tale om en såkaldt stenmeteorit.

Den slags meteoritter ligner jordiske sten, men har lidt større massefylde. (side 87)

NASA har sendt en ekspedition til stedet for at bjerge meteoritten.

De har bygget en kuppel (habisfære) over stedet og er i gang med arbejdet.

Rachel er bogens hovedperson og er netop ankommet til stedet.

Dr. Norah Mangor en glaciolog som har været på stedet fra starten.

Citat fra side 107:

Isen midt i NASA-habisfæren var domineret af en seks meter høj trefod, der var sat sammen af byggestilladser, så den lignede en mel-lemting mellem en olieborerig og en mislykket model af Eiffeltårnet.

Rachel kiggede på anordningen uden at fatte, hvordan den skulle kunne bruges til at udtage den enorme meteorit.

Under tårnet var flere kranspil blevet skruet fast til stålplader, som igen var gjort fast i isen med svære bolte. Trukket gennem spillene steg der jernkabler op over en række trisser oven over tårnet. Derfra faldt kablerne lodret ned i små borehuller i isen. Flere store NASA-mænd skiftedes til at stramme spillene. For hver ny stramning gled kablerne nogle få centimeter op gennem borehullerne, som om mæn-dene var ved at hejse et anker op.

Der er noget her, som jeg overser, tænkte Rachel, da hun og de andre gik tættere hen til ophentningsstedet. Det så ud, som om mæn-dene var ved at hejse meteoritten direkte op gennem isen.

Citat fra side 109:

”De her huller er fra dengang, vi udborede kerneprøver og tog røntgenbilleder af meteoritten. Nu bruger vi dem som indgangssteder til at sænke kraftige øskner ned gennem de tomme skakter og skrue dem ind i meteoritten. Derefter har vi sænket et cirka halvfjerds meter snoet kabel ned gennem hvert hul og sat hager fast i øsknerne, og nu trækker vi den simpelthen op med spillene. Det tager tøsedrengene her flere timer at få den op til overfladen, men de kommer”.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår det,” sagde Rachel. ”Meteoritten ligger under flere tusinde tons is. Hvordan løfter De den?”

Noah pegede op på toppen af stilladset, hvor en tynd stråle af rent, rødt lys skinnede lodret ned mod isen under trefoden.

Rachel havde set det tidligere og var gået ud fra, at det blot var en slags retningsviser - en markør, der afmærkede det sted, hvor genstanden var begravet.

Citat fra side 110

”Det er en gallium-arsenit-halvleder-laser,” sagde Norah.

Rachel kiggede nærmere på lysstrålen og så nu, at den faktisk havde smeltet et lille hul i isen og skinnede ned i dybet.

”Det er en meget varm stråle,” sagde Norah. Vi opvarmer meteoritten, mens vi hæver den.”

Da Rachel først havde forstået den enkle, lysende ide, der lå bag dr. Mangors plan, blev hun imponeret. Norah havde simpelthen rettet laserstrålen nedad, så den smeltede sig gennem isen, indtil strålen ramte meteoritten. Stenen, der var for tæt til at blive smeltet af en laser, begyndte at absorbere laserens varme, til den omsider blev varm nok til at smelte isen omkring sig. Mens NASA-mændene hejsede den varme meteorit op, smeltede den ophedede sten og det opadgående tryk isen, der lå udenom, og banede vej til at hæve den op til over-fladen. Det smeltevand, der samlede sig over meteoritten, sivede bare ned og tilbage rundt om siderne på stenen og fyldte skakten op igen.

Som en varm kniv gennem en pakke frosset smør.

Norah pegede på NASA-mændene ved kranspillene. ”Generatorerne kan ikke klare den slags belastning, så jeg bruger mandekraft til at løfte.”

Citat fra side 113:

Som en fyrig palæolitisk gud brød den store sten gennem overfla-den med en dampende hvæsen. Ud af den hvirvlende tåge steg den grove form af isen. Mændene, der bemandede kranspillene, anstrengte sig til det yderste, og endelig brød hele stenen fri fra sit frosne fangen-skab og hang varm og dryppende over en åben skakt med småkogende vand.

Citat fra side 114:

Det gabende hul i isen lignede nu et lille svømmebassin midt i habisfæren. Overfladevandet i det halvfjeds meter dybe smeltevands-bassin sjaskede i nogle minutter mod ismurene i skakten og faldt så endelig til ro. Vandlinien i skakten lå nu knap halvanden meter under gletsjerens overflade. Denne forskel skyldes både, at meteorittens masse var fjernet, og at is fylder mindre, når den smelter.